Farvel til TV 2

28.09. 2015

Jeg har lagt nogle af de centrale blogs fra det gamle site ind her. Dette er, hvad jeg skrev på Facebook i september 2015, da jeg havde taget en stor beslutning om at forlade TV 2s chefredaktion - denne lagt på dette site for 'historieskrivningens' skyld

Jeg har taget en af de større beslutninger: Jeg har sagt mit job op på TV 2. Det sker med pænt blandede følelser, da jeg har haft en fantastisk tid på Kvægtorvet og Teglholmen – for anden gang.

Jeg har igen lært vanvittig meget. Som i alle mine jobs. Har været med til at skabe en stor og voldsom forandring for en virksomhed, der tager vores alle sammens digitale brugsvaner alvorligt og har iværksat en uhyre ambitiøs digital transformation. Det aftvinger den største respekt. Jeg er glad for og stolt over at have været en del af det og have skubbet lidt på.

TV 2 har i den forbindelse taget endnu en rigtig beslutning: At gøre det digitale til en del af direktionen og løfte det op på det rigtige niveau.

Jeg ved en masse om forretning og strategi, men jeg er også først og fremmest indholdsmenneske og journalist, så jeg har ikke set mig være i spil til det nye job i direktionen. Jeg er god til at sætte hold og skabe en god organisation. Samlet set må jeg dog erkende, at den bane, der bliver tilbage, når den nye organisation er på plads, er en anden end den, jeg blev ansat til. Så TV 2 og jeg aftalte dette helt stille og roligt tilbage i august, men besluttede at vente med udmeldingen indtil, at vi havde sat holdet og gjort nogle vigtige projekter færdige. Det nærmer vi os nu, så jeg stopper pr. 1. november.

TV2.dk er landets største mediesite (målt på månedlige brugere), vi er de største på sociale medier, størst på mobilen og battler lidt om førstepladsen på webtv. Et helt nyt tv2.dk er på vej til at blive rullet ud senere i år. Glæd jer. Det bliver noget pænere end det nuværende. Så jeg føler, at jeg kan gå med god samvittighed. Jeg håber også, at de dygtige folk, jeg har været med til at flytte til TV 2, er klar til at drive projektet videre. Det er et supergodt hold.

Jeg ved endnu ikke præcist, hvad jeg skal lave, når jeg går ud af døren om ikke så lang tid. Har måske nogle klare ideer. Men det skræmmer mig på ingen måde. Jeg havde to lykkelige år i mit arbejdsliv – ja, måske endda to af de bedste og mest sammenhængende år i hele mit liv – da jeg var direktør i mit eget firma, arbejdede med ledelse, foredrag, skrev bøger og kommentarer om sport, samfundsdebat og var mentor for en række store talenter. For slet ikke at tale om at kunne lave interviews med Lise Nørgaard, Benny Andersen, Margrethe Vestager, Ib Michael og en masse andre. Det vil jeg gerne igen. Ja, det har faktisk hele tiden været planen. Nu bliver det måske 1-2 år tidligere end planlagt.

Skal jeg være chef igen? Det tror jeg ikke. Har siddet i virkelig mange mødelokaler i mit liv. Men det sagde jeg omvendt også, da jeg forlod BT for at blive en fri mand. Lige indtil TV 2 ringede.

Jeg går uden bitterhed og uden dårlige vibrationer. TV 2 står for et af de mest interessante projekter i det danske mediebillede lige nu. Også selv om min bane blev for lille til det, jeg gerne ville. Og jeg kan kun opfordre til at stå på vognen, hvis du får muligheden. Det er et skønt hus med skønne mennesker.

Vi ses derude

http://omtv2.tv2.dk/nyhedsartikler/nyhedsvisning/peter-bruechmann-bliver-ny-chef-for-tv-2-digital/
http://omtv2.tv2.dk/nyhedsartikler/nyhedsvisning/peter-bruechmann-stopper-paa-tv-2/