Selvstændig første gang

1.11 2011

Bloggen er fra den dag, vi meddelte, at jeg stopper som ansvarshavende chefredaktør på B.T. og blev dengang primært skrevet for medarbejdere og nærmeste omgivelser.
Der skal advares om sekvenser med stor selvhøjtidelighed tilsat et lille drys uklædelig rørstrømskhed !

"At vove er at miste fodfæstet et øjeblik – ikke at vove er at miste sig selv." Vi lader den lige hænge et øjeblik, mens du gætter på ophavet.

Jeg har taget min karrieres første modige beslutning. Ikke den mest vilde. Ikke den mest uoverlagte. Men den mest modige. Tilløbet har været langt. Ikke fordi jeg var træt af mit eget græs. Men fordi der var noget, der SKULLE prøves.
Det mest oplagte alternativ til at være chef har længe været at blive selvstændig. Ikke kigge op efter nye visitkort. Ikke kigge til siden efter andre chefjob. Men kigge ud.

Nu gør jeg det. Fordi jeg:

1) aldrig får bedre mulighed
2) har været 14 år i samme hus
3) kan aflevere en organisation, hvor folk i dag er STOLTE af at være ansatte.
4) kan være mig selv bekendt.
5) mener, at have noget at byde på, som jeg gerne vil prøve af.

Jeg etablerer i 2012 mit eget firma. Bliver skribent og kommentator for B.T. og skal så ud og arbejde med ledelse og strategi. Har haft verdens bedste efteruddannelse de sidste fire år. De kompetencer - strategiske, ledelsesmæssige og menneskelige - vil jeg gerne give videre.

Når man stiller op til tabloid konkurrence i dette årtusinde, så stiller man også op til DM i forandringsledelse. DET lærer man altså af, skulle jeg hilse og sige. Det virkeligt spændende er at arbejde med den personlige ledelsesstil, der handler om at have sig selv med som menneske, både som chef og medarbejder. Arbejde med drive, ejerskab, involvering, angst og alt, hvad der ellers ligger nede i boksen.
Nøgleordet i den del af mit gamle liv og i en meget stor del af mit nye liv er og bliver: udvikling.

Måske varer dette kapitel 12 måneder. Måske varer det 30 år. Det er ikke afgørende.

Jeg har gjort så meget af det, VI og JEG troede på, som det var muligt i de rammer, vi fik. Og jeg er stolt. Stolt af det hold, der skal føre B.T. videre.

Stolt af, at vi fik sat B.T. på verdenskortet.
Stolt af, at det er B.T., de taler om derude.
Stolt af, at der endelig kom lidt fart på den digitale udvikling.
Stolt af de rigtigt mange millioner, der er sendt til London i de små fire år, der er gået.
Stolt af, at vi fik B.T. forbi Ekstra Bladet, selv om vi kun er det halve antal medarbejdere.

Mange vil undre sig over, at man bare forlader et job som ansvarshavende chefredaktør for et landsdækkende dagblad. Dem er der trods alt ikke mange af i Danmark. Og vi er ikke mange, der får lov at prøve.
Jeg startede som avisbud med blåfrosne fingre i Nørresundby i 70'erne, men jeg havde aldrig troet, at jeg skulle om ikke ende, så passere et job, som avisbudenes klicheer taler om.

Mange – inklusive nogle af mine nærmeste – har svært ved at forstå, at man bare siger farvel til en solid, sikker millioncheck med masser af fryns, bilordning og invitationer til kongelige arrangementer.
Min skønne gamle far i Nordjylland, som har givet mig så mange værdier, rystede på hovedet, da jeg tog til Jylland for at fortælle ham og lidt yngre fru Brüchmann om beslutningen. Hvorfor sige farvel til et godt job og en fast plads i presselogen hver anden søndag.
Men jeg vil martre mig selv resten af livet, hvis jeg ikke giver det en chance.

Jeg gruer selvfølgelig lidt ved tanken om at skulle fortælle mine medarbejdere på B.T., at jeg nu vælger noget andet til end at være chef for dem (når du læser disse linjer, HAR jeg fortalt dem det).
Men jeg er lige så pavestolt af dem, som jeg holder af dem. Og jeg håber virkelig, at de kan se, at timingen også passer fint til B.T.s næste skridt, og at jeg ikke løber af pladsen i utide.

Lisbeth (min chef) og jeg har talt om dette i lang tid. Vi har skruet op efter sommerferien og nærmet os det alvorlige, mens hun let undrende har lyttet til mine tanker om et liv på egen hånd. Hun har formentlig knoklet for at forstå, hvad der foregik i mit hoved og i min mave. Jeg tror, hun forstår det nu, og hun har også på dette plan været en virkelig god chef, som jeg tør kalde en af vor tids største publicister og et varmt menneske.

Olav (min fantastiske makker gennem snart to år) har kendt til tankerne gennem de seneste måneder. Fra det øjeblik, jeg var sikker på beslutningen, har jeg talt med ham om, at han skulle gøre sig klar til at afløse mig. Og at jeg ikke ville blive evigt. Det sidste troede han i starten ikke helt på.

Men jeg føler mig sikker på, at Lisbeth og Olav er den bedste 'formand' og 'mester', som B.T. kan få. De seneste uger har jeg kunnet se Olav skyde brystet frem og glædet mig over den styrke, B.T. får i ham. Medarbejderne har ikke vidst, hvad der var på vej, men jeg har nydt at følge det.

Tilbage til citatet i starten. Ophavet er naturligvis Søren Kierkegaard. Jeg skal ud og famle lidt. Jeg skal igen ud at lære. Jeg skal fordybe mig. Jeg skal søge alle de interessante mennesker, der kan gøre os klogere og gøre vores verden lidt mere spændende.

Tak fordi du gad læse med. Jeg har følt et behov for at forklare mig, overfor mine nærmeste, overfor de folk, der undrer sig og overfor de folk, der gider at interessere sig.

Jeg håber først og fremmest, at jeg kan udvikle mig så meget som muligt som menneske.
Det er derfor, vi er her. Husk det.

Mange hilsener
Peter